Uskyldigt standardsspørgsmål. Min mor stillede mig det i dag. Jeg svarede næsten ærligt og sagde “bedre”. Det er ihvertfald sandheden, at det går bedre. Deri ligger samtidigt den sandhed, at det har gået dårligere. Jeg har haft det skidt, det er ingen hemmelighed.
De sidste uger har været en blanding af mange følelser. En overvældende lykke, et granatchok, stor kærlighed og samtidigt følelsen af at befinde sig midt i Atlanterhavet, febrilsk trædende vande med begge arme strakt over hovedet med lille Ida på mine håndflader. Imens jeg har løftet Ida så højt op over vandoverfladen som muligt, har jeg sparket løs med alt for trætte ben for at holde mit eget hoved oven vande. N har været den bedste støtte og redningskrans. Så opmuntrende, rosende og bare helt til stede. Han har min ryg og mit hjerte til hver en tid. Om jeg begriber, hvordan enlige mødre klarer livet?
Samtidigt er ting ligesom bare sket omkring mig. Alvorlige ting. Ting, som har ændret livet for andre mennesker, som jeg holder af. Jeg har hverken kunnet gøre fra eller til, og værst af alt, har jeg ikke kunnet deltage eller være til stede. Det har været svært. Det har ikke gjort det nemmere, at kunne mærke, at noget familie har ment, at jeg burde have været til stede. Men jeg kan jo ikke dele mig i to med en halvdel i hver landsdel, så jeg blev her med min Ida.
Jeg har det bedre, uden tvivl. Tiden har gjort den største forskel. Det første stykke tid med en baby, skal man bare igennem. Ja, man skal selvfølgelig også ‘nyde det’, som alle, der har glemt, hvor hårdt det er, har så travlt med at sige, men ‘at nyde det’ er fandme svært, når man står midt i en krigszone med et ødelagt underliv, en amning, der bare ikke vil køre, et lille væsen, du slet ikke kan tyde eller trøste og kun 4 timers søvn i døgnet. Læg så hertil dødsfald i familien. ’Nyd det’ min (flækkede) røv.
Men jeg har det bedre. Gode venner har spillet en stor rolle. Veninden, der er samme sted, bare med nummer to og et par uger foran, og har alle de gode tips og ikke mindst overskuddet til at lytte og støtte, selvom hun jo sikkert er udfordret selv. Veninden, der ringede og bare trøstede i næsten en time, fordi hun kunne mærke, at jeg havde brug for det. Det er helt uvurderligt at vide, at nogle mennesker altid har ens ryg, og man har virkelig brug for, at nogen har ens ryg i den første, hårde tid.
Jeg har derudover sagt nej til ting, som var svære at sige nej til, og som jeg før i tiden med min “før-mor mentalitet” uden tvivl ville have sagt ja til, udelukkende for at gøre andre glade, uanset hvordan det så ville have påvirket mig selv. Men det er anderledes nu. Ida kommer først, og selv hvis jeg ikke kan finde ud af at sige ‘nej’ for mig selv, så kan jeg for hende og som sagt – der er folk, der har min ryg <3
