Det er hårdt. Ikke bare lidt hårdt, det er meget hårdt. Du er på hele tiden, du har kun begrænset tid til dig selv og til at slappe af i, og du skal konstant prioritere dine mest basale behov – “Okay, endelig sover hun. Skal jeg spise, sove, på toilettet eller i bad?”. Du kan vælge én, men der er ingen garanti for, at du når at blive helt færdig, for pludselig er der bud efter dig igen.
Det er en stor omvæltning. Naturligvis afhængigt af, hvordan du har levet dit liv op til det punkt, hvor barnet ankommer, men jeg antager, at det er de færreste ikke-forældre, som vælger at leve et liv med konstant afbrudt søvn, begrænsede toiletbesøg, (dårlig/nem) mad, der bliver kastet i hovedet, stærkt amputeret socialliv, bad ca. hver fjerde dag og en helt urimelig mængde bleer.
Men det er helt okay, for det er også helt fantastisk.
Jeg ved godt, at følelsen ikke rammer alle med det samme, og nogle enkelte rammer den desværre slet ikke, men her ramte lykkefølelsen i samme øjeblik, hun landede.
Den er en mærkelig størrelse, den følelse. Jeg kan være helt udkørt og tænke, at mine batterier er så flade, at nogen snart ringer efter en hjertestarter, og så vågner Ida, og jeg når at tænke “Åh nej, din lille lort – SOV!” men når hun sender mig det største smil nede fra sin barnevogns trygge hule, er det som om, at et eller andet skjult reservebatteri sparker ind, og så kan Duracell kaninen køre videre, og jeg har (næsten) glemt, hvor træt jeg egentlig var.
Når hun så en sjælden gang tager en god, lang lur i barnevognen på måske 2-2,5 time, så sidder man alligevel og savner hende. Det er sådan, det er at blive mor.
