Det er lidt underligt at genlæse bloggens to første indlæg, fra da Ida var nyfødt. Jeg kan godt genkalde nogle af følelserne, og jeg kan læse, at jeg havde det svært.
Jeg har hørt flere gange, at man glemmer, hvor hårdt det er med en nyfødt, og det kan jeg bekræfte.
Jeg kan huske, at jeg lå om natten og indtalte memoer til mig selv på min iPhone ‘for at kunne huske følelsen senere!’, men jeg slettede memoerne nogle måneder efter, da det var for hårdt at lytte til, så det er lidt med blandede følelser, at de to første indlæg får lov at stå.
Jeg tager med mig, at jeg midt i alt det svære også elskede højt, at N var min største støtte og at gode veninder er guld.
Nu er Ida to år, og alt er anderledes. Det hele blev virkelig nemmere dag for dag, og hun er aldeles fantastisk.
