Det er hårdt. Ikke bare lidt hårdt, det er meget hårdt. Du er på hele tiden, du har kun begrænset tid til dig selv og til at slappe af i, og du skal konstant prioritere dine mest basale behov – “Okay, endelig sover hun. Skal jeg spise, sove, på toilettet eller i bad?”. Du kan vælge én, men der er ingen garanti for, at du når at blive helt færdig, for pludselig er der bud efter dig igen.  Det er en stor omvæltning. Naturligvis afhængigt af, hvordan du har levet dit liv op til det punkt, hvor barnet ankommer, men jeg antager, at det er de færreste ikke-forældre, som vælger…

Uskyldigt standardsspørgsmål. Min mor stillede mig det i dag. Jeg svarede næsten ærligt og sagde “bedre”. Det er ihvertfald sandheden, at det går bedre. Deri ligger samtidigt den sandhed, at det har gået dårligere. Jeg har haft det skidt, det er ingen hemmelighed. De sidste uger har været en blanding af mange følelser. En overvældende lykke, et granatchok, stor kærlighed og samtidigt følelsen af at befinde sig midt i Atlanterhavet, febrilsk trædende vande med begge arme strakt over hovedet med lille Ida på mine håndflader. Imens jeg har løftet Ida så højt op over vandoverfladen som muligt, har jeg sparket løs med alt for trætte ben for at holde mit…